Rudolf Larsen – Køng Højbro

På Køng Højbro nr. 17 i Køng boede fra 1920 til 1957 slagtermester Rudolf Larsen og hans kone Trine, samt deres i alt 10 børn. Børnene boede her dog ikke alle på en gang, da de jo kom ud og tjene på egnens gårde efterhånden, som de blev konfirmeret. Stedet på Køng Højbro kaldtes dengang (og kaldes stadig) Godset, da der er / var en stor have og “frugtkælder” til. I haven stod en masse frugttræer og i mellem dem blev der dyrket en masse grøntsager. Der var også et slagtehus til forretningen og hønsehus til husholdningen. Selve huset havde lerstampede gulve og blev opvarmet af brændeovne. I køkkenet var der brændekomfur., hvor der under krigen blev fyret med tørv. Der var derfor også et tørveskur.

Data: Rudolf Larsen blev født 16. august 1882 i Stårby, Øster Egesborg, Bårse, Præstø, Danmark. Han var gift 2 gange: Først med Jensine Nielsine Maren Sofie født Nielsen, med hvem han fik sønnen Jensinius Larsen. Hun døde i barselssengen.

Derefter blev Rudolf Larsen d. 19. juni 1908 i Øster Egesborg gift med sin kusine Maren Trine Larsen, og med hvem han fik 9 børn mere. Hun flyttede op til ham på hans lille landbrug i Orup i Tybjerg Sogn ved Herlufmagle, som ikke gav mere end at Rudolf Larsen også måtte brødføde sig og familien som slagter. De første 5 børn er født her i Orup. Familien flyttede i 1920 til Køng Højbro, hvor Rudolf Larsen ville ernære sig som selvstændig slagtermester.

Rudolf Larsen dør på Godset på Køng Højbro d. 20. april 1957, og bliver begravet i familiegravstedet på Køng Kirkegård. Her blev der sat en gravsten over ham med inskriptionen: Slagter Rudolf Larsens Familiegravsted Fred

Farfar eller Morfar, det er den samme Rudolf Larsen. Så det navn vil vi anvende her i historierne, også selv om han jo for os bare var vores – Morfar / Farfar.

Små historier om Morfar eller Farfar som vi, der kan huske ham, – husker ham. Det gælder her om at få skrevet noget ned, mens man kan huske det.

Samlingspunkt: Der er vist ingen tvivl om, at så længe Rudolf Larsen levede, var Godset, som det blev kaldt, på Køng Højbro et samlingspunkt, hvor familien blev samlet ved enhver given lejlighed. Godset var lavloftet, der var lerstampede gulve og brændeovne og brændekomfur. Der var altid godt med mad. Kød direkte fra slagteren og grøntsager fra den store have, som Trine Larsen (Mormor) bestyrede og som de større børn blev sat på arbejde i.

Juleaften blev, som Preben husker det fra slut fyrrerne og begyndelsen af 50-erne, altid holdt “hjemme” på Godset. Så vi kom rejsende til Køng fra fjern og nær. Juletræet stod i den store “kolde” stue og gik helt op til loftet. Stuerne var lavloftede i det gamle hus, og vi børn ikke ret store. Vi gik alle, der kunne gå, tæt sammen, nærmest skulder ved skulder, omkring træet, og sang alle salmerne i salmebogen, syntes vi børn. Og de salmer der blev sunget, skulle synges med alle vers. Det der med at synge de første og de sidste vers, er kommet til senere. Preben husker også, at vi børnebørn stod på en række og ventede på at komme op og sidde hos Rudolf Larsen. Han spurgte ind til os. Alder, navn, hvordan det gik osv, og så endte det med at vi fik en mønt af ham. Næste barnebarn. Hvor mange var vi, os der fra slutningen af fyrrerne, vel en 4-5-6 stykker. Nogle var allerede for store til at sidde på skødet af ham og stod så ved siden af.

Køng Husflidsskole blev grundlagt i 1888. I 1930 donerede Rudolf Larsen et hjørne af Godsets grund til Husflidsskolen, og her blev den nuværende bygning på Køng Højbro opført og fik siden sin egen matrikel og adresse. En historie i familien fortæller, at Rudolf Larsen i en periode var formand, men det har jeg ikke kunnet få bekræftet, da Husflidsskolens gamle protokoller ikke findes mere.

Seneknuder på højre hånd / slagtekniven. Morfar – øh – Rudolf Larsen havde seneknuder i sin højre hånd. Det var af at holde på slagterkniven, sagde han. Han elskede, når en af os kunne sidde ved siden af ham og massere de ømme knuder i hånden. Det var så enten efter en slagtning, eller efter at han havde hjulpet med tærskningen nede på Stormly, hvor det var ham, der med sin kniv skar negene op, og “fodrede” tærskeværket. Så skulle Preben lige give hånden en gang massage, mens der vankede en tår kaffe bagefter. De seneknuder har Preben også i sin højre hånd, dog noget mindre end han husker sin Morfars. En arv, ja måske?

Lysthuset og flagstangen: I haven på Godset på Højbro lå der et gammelt halvt åbent såkaldt lysthus, hvor der om sommeren blev drukket mange kopper kaffe, når vi var gæster på Godset. Foran lysthuset stod en flagstang på en stor åben plæne. Morfar / Rudolf Larsen bandt en snor om flagstangen. Snoren rakte ud til kanten af græsplænen, og vi børn skulle så på skift løbe rundt om flagstangen med snoren, som så blev kortere og kortere, for til sidst, godt svedige at ende helt inde ved flagstangen. Når en voksen så havde sagt: Inde, så skulle man løbe den modsatte vej ud igen, til snoren var helt ude. De sagde godt nok, at vi skulle se, hvem der var hurtigst, men der var jo ingen, der havde et stopur, og det eneste ur jeg husker fra dengang, var Morfars “lommekrydder”, som han bar med en kæde i vesten.

Slagtervognen / slagterbilen: Rudolf Larsen havde en hest og en vogn med et hvidmalet lukket rum på. Heri havde han sit kød, han kørte rundt og solgte. Hestevognen var , som hestevogne jo var, med åbent kuskesæde. Han sad ude i alt slags vejr. I trediverne fik Jensinius kørekort og for penge han tjent hos bønderne, købte han sig en bil, som han byggede om til slagter- og ostebil. Jensinius kunne på den måde blive en del af slagterforretningen, og Rudolf Larsen kunne så komme rundt til sine kunder i tørvejr, og da han ikke selv havde kørekort, så var det med chauffør på. Bilen købte Prebens Far i 1955, da slagteforretningen var ophørt. Og det var for øvrigt den bil Preben lærte at køre bil i, som stor dreng ude på markerne og ude i Køng Mose. Bilen var en stor uøkonomisk Chevrolet fra 1934. Prebens Far og Preben brugte den ud over at bruge den som personbil, også til at køre grise i. Bagsæderne blev taget ud, og så kom der halm i bunden. På den måde kunne vi nå længere væk med et læs smågrise. Men bilen havde ikke godt af det. Den endte som hønsehus og blev senere hugget op. Begge dele var synd. Tilbage er kun Chevrolet-mærket og en af de store cylindre.

Ostekælderen: På Godset boede også den ældste af børnene, Jensinius. Han hjalp sin Far med at slagte og med at skære kødet ud. Og så havde han jo kørekort, og de var derfor to mand i slagterbilen. Jensinius udvidede sortimentet i bilen med oste fra et af de lokale mejerier, som der var mange af i området. Der skulle dog være et sted til opbevaring og modning af ostene, og det skulle jo ikke være sammen med kødet. Jensinius byggede en ostekælder. Han gravede et stort hul i haven under nogle store skyggefulde træer. Og så støbte han et rum, som der blev sat hylder op i, og en forsvarlig dør blev sat i. En ostekælder. Om end det måske kneb med ostesalget, så kom Morfar og Mormor (Rudolf og Trine) til at holde meget af de lagrede oste fra kælderen. Det nød Preben også godt af, når han på vej hjem fra skole lige skulle ind omkring Godset og få et stykke hvedekage med ost.

Hønsene: Slagterforretningen blev nedlagt omkring 1950, bl.a. fordi Jensinius havde fået arbejde som fodermester på en gård i nærheden. Bilen kunne ikke give overskud til 2 mand, og i de lange hårde vintre efter krigen, havde de i lange perioder slet ikke kunnet køre. Når der kom gæster, som blev overtalt til at blive og spise med, så havde der jo førhen altid været kød i slagtehuset og grøntsager i haven, men nu var der ikke altid kød i huset, og gæster kom der stadig. Så for Rudolf Larsen ud i hønsegården, snuppede den bedste høne og huggede hovedet af den. Preben husker, at han så gav den til Mormor / Trine Larsen og spurgte, om hun ville lave høns i asparges eller suppe, så ville han grave nogle grøntsager op til hende. Mormor var jævnt træt af den trafik. Nu har han igen taget min bedste høne, sagde hun, men gik jo så alligevel i gang med hønen.

Drengene fra Flaskholm: Det var under krigen. Ude på Køng Flaskholm boede bl.a. en familie med to drenge. Morfar kom derud på sin tur med slagtervognen en gang i mellem. De to drenge var blevet sendt til Køng Højbro for at købe noget mad til om søndagen. Morfar var ikke hjemme. Mormor var ved at koge et større stykke kød til dem selv. Og slagtehuset var tomt. Nå, drengene så sultne ud , og familien på Flaskholm skulle jo ikke sulte, så Mormor fiskede det halvkogte stykke kød op af gryden, pakkede det ind i nogle aviser og sagde, at betalingen kunne Rudolf Larsen få næste gang han kom ud til Flaskholm. En uge efter kommer slagtervognen til Flaskholm, og Rudolf Larsen spørger i den forbindelse om betaling for det stykke kød drengene hentede i sidste uge. Hvad for et stykke kød? De kom hjem og sagde, at der ikke havde været noget. Fik de noget alligevel, så har de spist det hele på vej hjem. Nu skal de få sig et lag bank begge to. Morfar grinede og sagde, at drengene vel havde været sultne , og at det derfor havde været dem vel undt, og at historien havde været så god, at han ikke skulle have penge for kødet, og at drengene derfor ikke skulle have klø. Selv Mormor siges at have grinet, da Morfar kom hjem og fortalte, at drengene havde spist alt det halvrå kød på vejen hjem.

Henry og de ovnstegte æbler: Henry Larsen henne fra Hjørnegården på Lundbyvej i Køng fortæller, at når hans far (Helmer) havde straffet ham, blev han efterfølgende somme tider låst inde på et værelse. Henry kunne dog kravle ud af vinduet og traske hen ad Bygaden i Køng til Godset, hvor hans Farmor serverede varme æbler stegt på brændeovnen. På Godset hos hans Farmor og Farfar var der trygt at være. Henry var 8, da hans Farfar døde.

Hvedekage på vej hjem fra skole: Da vi (familien Knuth) flyttede ud på Stormly, begyndte Preben i den lokale sogneskole i Køng. Han gik de 2 km til og fra skole. Skolegang var hver anden dag, da der kun var 2 skolelokaler. Mandag, onsdag, fredag, og næste år tirsdag, torsdag, lørdag. Vejen gik over Køng Højbro og derfor lige forbi Godset. Dejligt var det derfor de tre gange om ugen, at komme ind på Godset og blive bænket med en kop kaffe, med godt med mælk i, og et stykke hvedekage med ost, mens man fortalte om sin skoledag, og om hvordan det gik derhjemme til Morfar og Mormor. Hvedekage var Mormors hjemmebagte franskbrød med smør på.

Glad for mad og det fine tøj: Rudolf Larsen var til fest og til god og rigelig mad. Preben kan huske, når Mormor hjalp Morfar i stadstøjet og sendte ham af sted. Sort jakkesæt, skjortebryst med stiv flip og manchetter, men om sommeren ingen skjorte. Et spøjst syn står stadig på nethinden. Det er på Godset. Det må være en rund fødselsdag eller lignende. Rudolf Larsen, som ikke gik af vejen for et par øller og et stykke godt kød, havde fået det varmt, og han havde derfor smidt jakken, og sad nu i bar mave med stivet skjortebryst og manchetter, og med et stykke skank, som han ind i mellem lagde på skjortebrystet, mens han snakkede. Et uforglemmeligt – spøjst syn af den gode Morfar.

Svigerfar og skalotteløgene: Preben har lige taget sine skalotteløg op, sorteret dem og lagt dem til tørre. En del lægges til side og bliver sat næste år. Det gør han hvert år, som han har gjort det i mange år. Preben har fortsat med skalotteløgene efter sin Far, som i sin tid fik en god håndfuld af sin svigerfar Rudolf Larsen. De her løg skal du sætte, og sidst på sommeren graver du dem op. Så sorterer du dem fra, som du skal sætte til næste år, og resten bruger I i køkkenet. Løgene er robuste, og de skal hverken sprøjtes eller kunstgødes, og de smager godt, fortalte Morfar dengang. Og Preben sender en tanke til Morfar / Rudolf Larsen. De løg er genetisk præcis de samme løg, vi fik af Morfar. Vi kan desværre ikke spørge ham, hvor han havde dem fra. Og vi ved at springer vi bare et eneste år over, så er den genetiske kæde brudt, og den kan ikke gendannes.

Hjalp med at finde et sted på landet – Stormly: I begyndelsen af halvtredserne var Far, (Willy Knuth) ved at være ked af bo på Nørrebro. Preben lå lammet med polio (han er blevet helt rask igen), og hans bror Per skrantede også. Far var selv træt af stenbroen med hans ødelagte bentøj. Far snakkede med sin svigerfar, som lovede at holde øje med et lille sted i området. Så kom der besked fra svigerfar. Han havde et sted på hånden tæt på Køng Højbro, nemlig Stormly. Far tog derned og faldt for stedet. Rudolf Larsen hjalp ham i banken = Kjøng Sogns Sparekasse med et lån, dog vist uden at kautionere. Og familien Knuth kunne i begyndelsen af 1954 flytte til Stormly.

Hjælpe med bl.a. tærskningen: I begyndelsen kom Rudolf Larsen cyklende jævnligt ned på Stormly med råd og vejledning, som han sagde, men vel også for at se, hvordan det gik, og for at få sig en sludder og en tår kaffe. Vores Mor (hans datter) som havde fået tillagt sig lidt Kjøvenhavner-manerer fik han hurtigt lært at malke køerne, partere en gris, slagte en høne, anlægge en køkkenhave. Han hjalp også Far med at finde en drægtig so, som blev hentet oppe i Ring i den gamle slagterbil. Den gris blev med årene stammor til en større griseproduktion. Og så hjalp han os med at få gang i et gammelt tærskeværk, der stod på Stormly. Det skulle “fodres” med håndkraft. Morfar stod med sin slagterkniv og skar negene op og stoppede dem i tærskeværket. Preben skulle lægge et neg ad gangen præcist foran ham på ilæggerbordet. Far skulle sørge for, at det hele fungerede: Motor, kornsække, halm og avner. Og en gang i mellem måtte vi stoppe for at hente flere neg frem, skifte sække og flytte halm. Imens sad Rudolf Larsen på en kasse og kommenterede. Er kornet nu renset rent nok, er det tørt o.s.v. , mens han tørrede sig i hovedet med en klud.

Feriepigen fra København: Vi havde på Stormly feriebørn fra København om sommeren. En dag lå en stor pige (Kirsten H Jensen) på 11 – 12 år i en hængekøje, da Morfar kom cyklende ud til Stormly. “Om hun kunne se at komme i gang i urtehaven. Kunne hun da ikke se, at den trængte til at blive luget, – sådan en stor pige, bare ligge der”. – – Vi andre var heldigvis i gang med et eller andet. Preben talte flere år efter med Kirsten, som pigen hed. Ja vi lærte da, at man også skulle bestille noget, når man var på landet, sagde hun. Hun huskede Rudolf Larsen som en gammel, rar og bestemt mand. Hun blev for øvrigt sygeplejerske og senere leder på et ældrecenter.

// Preben O Knuth